27/6/2025
Ny dykkerbro åbnet i attraktivt dykkerområde på havnen i Aarhus

Aarhus er blevet en dykkerbro rigere i et attraktivt dykkerområde.
Til højre for Molslinjens færgeleje har Aarhus Havn nemlig etableret en ny dykkerbro, der er til fri afbenyttelse for alle dykkerinteresserede borgere.
Lokationen er ikke tilfældig, for den har Dansk Sportsdykker Forbund været med til at udpege. Erfarne lokale dykkere som Niels-Søren Bøgh mener nemlig, at området har en af de bedste forekomster af biodiversitet, der er i Aarhus Bugt.
Udfordringen har dog i årevis været selve adgangen til det unikke dykkerområde.
”Vi er rigtig glade for den nye dykkerbro, for vi har længe haft et ønske om at gøre stedet mere fremkommeligt for særligt nybegyndere, juniordykkere og handicappede, men også alle andre, der har lyst til at dykke på den her unikke lokation. Derfor tænkte vi nogle tanker om det og kom med ideen til Aarhus Havn,” siger Niels-Søren Bøgh, der udover at være erfaren dykker også er repræsentant for Dansk Sportsdykker Forbund og underviser i dykning.

Fra ide til virkelighed
Niels-Søren Bøgh og Dansk Sportsdykker Forbund henvendte sig til Aarhus Havn med ideen i foråret 2024. Selvom Aarhus Havn ikke havde tænkt i de baner, så var ideen så god, at havnen endte med selv at finansiere projektet.
”Selvom havneområdet primært er en arbejdsplads, som for de fleste er et lukket område, så er der også områder, hvor vi kan åbne og dyrke naboskabet mellem havnen og byens borgere. Dykkerbroen er et eksempel på det gode naboskab, som er så vigtigt. Vi glæder os over, at idéen om broen er blevet til virkelighed, så endnu flere borgere kan få glæde af området,” siger Daniel Møller Jensen, der er Head of Communications & Press hos Aarhus Havn.

”Vi glæder os til for alvor at bruge broen, og vi er utrolig glade for Aarhus Havns tilgang til projektet. Det er et bevis på, at havnen og rekreative områder i visse tilfælde godt kan leve side om side, så vi kan nyde et område, hvor biodiversiteten har det godt," siger Niels-Søren Bøgh.
Dykkerbroen er finansieret af Aarhus Havn og findes for enden af Færgevej på havnen. Broen er forbeholdt dykkere, og derfor er det ikke tilladt at bade eller fiske fra broen.
Broen blev indviet torsdag den 26. juni med taler og klipningen af en rød snor, hvorefter dykkerne gik i vandet fra den nye bro.


