6/10/2026
Krabber, muslinger og fiskebørnehaver: Børnene har fået deres egen havn

Ved vandkanten nær Aarhus Lystbådehavn står børnehaveklassen fra Skåde Skole. Både børn og voksne er iført redningsveste, mens de fisker efter krabber fra spidsen af en flydebro.
De er taget til Børnenes Havn, som er et nyt område, der giver de yngste mulighed for at komme helt tæt på vandet, mens de kan lege og lære mere om livet under overfladen.
Det er et af de få steder i byen, hvor man kan komme helt ned og røre vandet. For nogle af børnene er det deres første møde med det maritime, og det er vigtigt, at de får en god og tryg oplevelse, hvor nogen hjælper dem,
siger Morten Kræpping.

Han er biolog og naturformidler hos Aarhus Kommune, og på en solrig efterårsdag hjælper han børnene fra Skåde Skole med at blive klogere på livet ved vandkanten.
Og det giver rigtig god mening for børnene, hvis man spørger deres lærer.
Det er fedt for dem at komme lidt ud af klasselokalet. Og det er jo højaktuelt at forholde sig til, hvordan havene har det. Det med at få det i hænderne er et godt første skridt til at snakke om, at vi skal passe på det,
siger Kathrine Møller Kristensen, der er børnehaveklasseleder på Skåde Skole.

Vandkanten i området består i høj grad af kajer, som bådene kan lægge til, og det skaber ikke nødvendigvis de bedste levesteder for fiskene.
For at bryde de glatte overflader under vandet, har Aarhus Havn flere steder på havneområdet sat biohuts - også kaldet fiskebørnehaver - på kajerne. Det er metalgitre fyldt med tomme østersskaller, hvor alger har let ved at gro. Det giver gode levebetingelser og ynglepladser for småfisk og skaldyr.
Aarhus Havn har sponsoreret flere af slagsen til Børnenes Havn, som er en del af Aarhus Kommune.
De her biohuts kan bryde betonfacaden, og så kan vi fortælle børnene, at vi faktisk gerne vil gøre noget godt for livet under vand, og at det her er noget af det, man gør,
siger Morten Kræpping.

Der er sat flere fiskebørnehaver i vandet ved Børnenes Havn,og de kan trækkes op til overfladen, så man kan se livet i dem.
Og der var stor begejstring, da Morten Kræpping trak et af gitrene op til vandoverfladen. Men i kampen om opmærksomhed fra børnene fra Skåde Skole løb krabberne alligevel med sejren.
Hvad var det sjoveste ved at besøge børnenes havn?
Det var sjovest at fange krabber. Men det er mest bare rigtig sjovt at komme udenfor og lære noget,
siger Sigrid på seks år.
Jeg har aldrig set så mange krabber før, så det var rigtigt sjovt at se dem,
siger Huxi på seks år.
Og det er klart en tendens, som Morten Kræpping genkender.
Ja, krabbefangeri er nok det største hit hernede. Men vi viser dem også, hvordan blåmuslinger kan rense grumset vand, vi lærer dem at kende forskel på han- og hunkrabber, og så har vi de tre biohuts fra Aarhus Havn, som vi kan hive op til overfladen og vise frem. Det vigtigste er, at de får en relation til det blå,
siger naturformidleren.





