18/6/2025
Solid start på 2025 når nye højder: Markant stigning i containeromsætningen i maj

Containertrafikken på Danmarks største erhvervshavn har i den første halvdel af 2025 været i mærkbar vækst.
Tallene for maj måned viser en stigning på over 30 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Det er en vækst fra 53.212 TEU til 69.583 TEU (TEU =20-fods containere)
I uge 22 blev der sat to streger under en travl maj måned med en ny rekord for antallet af containere håndteret på én enkelt uge. Den nye rekord er nu 19.127 TEU.
De mange containere er sejlet til Aarhus med markant flere skibe. I maj anløb 51 containerskibe containerterminalen i Aarhus. Det er en stigning på over 34 procent.
”Jeg er tilfreds med, at vi har fået en god start på året og ser en markant fremgang i containeromsætningen. Det sker i en tid, hvor nye containerruter er kommet til Aarhus samtidig med, at den geopolitiske usikkerhed tager til og skaber store forskydninger i den globale handel. Det påvirker os og sender flere containere til Aarhus," siger Thomas Haber Borch, CEO hos Aarhus Havn, som fortsætter:
"Vores opgave som Danmarks største erhvervshavn er til hver en tid at sikre forsyningen uanset omstændighederne – og lige nu er omstændighederne bemærkelsesværdige. Det kræver meget af både terminaloperatøren, virksomhederne på havnen og os selv. Men trods presset på vores kajnære arealer, står vi et godt sted med en høj effektivitet og konkurrencedygtig drift," siger Thomas Haber Borch.
Den markante vækst i containeromsætningen sker i en tid, hvor markedet er ramt af stor uforudsigelighed. Det tyder dog på, at Aarhus Havn også får travlt i den kommende tid.
"Jeg har svært ved at forudsige, hvordan den næste tid kommer til at se ud, fordi det jo afhænger af, hvad der sker globalt. Men det peger i retningen af, at vi kan se ind i længere periode med høj containeraktivitet i Aarhus," siger Thomas Haber Borch.
Væksten bygger oven på i forvejen solide første fire måneder af 2025, hvor Aarhus Havn oplevede en stigning på over 14 procent sammenlignet med samme periode i 2024.