4/6/2026
En lærlingetid med fokus på kvalitet, sikkerhed og læring

Han startede som elektrikerlærling hos Aarhus Havn ved lidt af en tilfældighed i november 2022.
Men siden har Nicklas Mendéz Hansen ikke set sig tilbage – og tidligere i år blev han færdigudlært som elektriker.
- Der har nærmest ikke været en kedelig dag som lærling. Der er så meget forskelligt maskineri og teknik hos både os og virksomhederne på havneområdet. Der er ikke mange dage, der har været ens. Jeg tror på, at det gør, at jeg har fået god og bred erfaring i løbet af min læretid, siger Nicklas Mendéz Hansen.
Ordentlighed fremfor hastighed
Som elektrikerlærling og nu elektrikersvend er Nicklas en del af Aarhus Havns Maintenance Team, hvor en bred vifte af fagligheder bidrager til at sikre den daglige drift og udviklingen af Danmarks største erhvervshavn.
Aarhus Havn er kritisk infrastruktur i Danmark, som sikrer forsyningen til borgerne og erhvervslivet. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan tingene bliver lavet og arbejdet med.
- Det er fedt at være på en arbejdsplads, hvor kvalitet prioriteres tydeligt over hastighed. Der er et stort fokus på at gøre tingene ordentligt første gang og på en sikker måde. Dels grundet den faglige stolthed, men også på grund af forståelsen for, at vi arbejder et sted, hvor nogle fejl kan få stor betydning, siger Nicklas Mendéz Hansen.

Rent fagligt er en af Nicklas’ favoritter at etablere nye el-tavler fra bunden, ligesom det også giver en god følelse at starte en fejlsøgning, finde problemet og få det hele til at virke igen. Og så kan han godt lide, at han hos Aarhus Havn arbejder med vidt forskellige fagligheder.
- Opgaverne og projekterne er forskellige, men det er dem, du løser det for og sammen med, også. Den ene dag kan du gå sammen med smedene, på en anden opgave er du i en løbende dialog med en kranfører, og en tredje dag er du sammen med havneassisterne. Det bidrager også til, at man får et godt netværk og fællesskab på tværs, siger Nicklas Mendéz Hansen.

Læring går begge veje
For Nicklas har det haft en stor betydning for hans læretid, at det har været sjovt at gå på arbejde. Han beskriver teamet og dagligdagen på havnen som et sted med en positiv stemning og god jargon, hvor der er højt til loftet.
Og så har han oplevet, at kollegaerne lytter til den opdaterede og nogle gange nye viden, han kommer med frisk fra skolebænken. For selvom det er ham, der har været i lære, så har læringen kunne gå begge veje.
I dag er Nicklas ansat på en tidsbestemt kontrakt som elektrikersvend til og med juli. For selvom Nicklas er meget glad for at være hos Aarhus Havn, har han et stort ønske om at prøve sig selv af i helt andre rammer.
- Jeg vil gerne prøve mig selv af som elektriker i offshore-industrien eller arbejde i for eksempel Australien eller New Zealand i de kommende år. Det kan jeg af gode grunde ikke prøve hos Aarhus Havn, selvom jeg virkelig har nydt min tid som både lærling og svend. Derfor kan jeg kun anbefale Aarhus Havn som lære- eller arbejdsplads til andre, slutter Nicklas Mendéz Hansen.