Forsæt til indhold
Ekstra Jul 1 Edited

Havnedirektørens julehilsen

20. december 2023

Der er altid en lidt særlig stemning i tiden op mod jul. Der er forventninger. Der er glæde. Og nogle begynder at reflektere lidt over det år, der også at ved at lakke mod enden.

For vi nærmer os de sidste sider i kalenderen 2023. Og jeg må nok erkende, at året ikke ligefrem har været præget af stilstand. Faktisk tværtimod.

Globale usikkerheder blev lokale

Verden er ikke, som den plejer at være. Vi ser eskalerende krig mellem Hamas og Israel. Og vi ser desværre fortsat, at krigen hærger i Ukraine. Året begyndte også med, at Aarhus Havn for første gang blev valgt til ny transithavn for det amerikanske militær, der skulle fragte militært materiel sikkert videre til Østeuropa.

Når der er usikkerheder i verden, påvirker det også økonomien. Den globale økonomi er i opbremsning. Det har vi også kunnet mærke her i Aarhus.

Godsmængderne når i år ikke samme højder som vores rekordår sidste år. Det var heller ikke vores forventning. Men selvom der er blevet sendt lidt færre tons over kajerne, har vi formået at øge vores markedsandele. Det er ikke mindst takket være alle de mennesker og virksomheder på og omkring havnen. Tusind tak til jer.

Politisk fokus på de danske havne

Vi måtte i år forholde os til organiseret kriminalitet og narkosmugling. Historier om havnearbejdere med relationer til kriminalitet fyldte en del i mediebilledet.

Det er alvorlige og bekymrende forhold, der er blevet beskrevet. Men problemerne er internationale og ikke lokaliseret til hverken et enkelt land eller havn. Derfor mener jeg også, at løsningerne skal findes internationalt.

Jeg er tilfreds med, at myndighederne – både nationale og internationale – ser ud til at få flere værktøjer til at håndtere problemerne. Vi har en stor interesse i, at vi kommer problemerne til livs. Og hvis vi på nogen kan være en del af løsningen, vil vi selvfølgelig være det.

Den politiske opmærksomhed på de danske havne har heldigvis også handlet om andre ting. Og vi har her på havnen haft fornøjelsen af at byde velkommen til transportministeren, hele Folketingets Transportudvalg og en række andre beslutningstagere.

Set fra min stol skal vi til enhver tid kunne sikre forsyningen til og fra Danmark. Det er en kerneopgave for Aarhus Havn, der er hele Danmarks havn.

Derfor er mit budskab også, at forsyningssikkerhed er et af de allervigtigste forhold, som politikerne bør have for øje. Det er helt afgørende, at vi har de nødvendige arealer og infrastruktur på både land og vand til at sikre forsyningen.

Heldigvis oplever jeg stor lydhørhed. Og jeg ser frem til, at der også i det nye år tages initiativer, der skubber i den rigtige retning.

Den grønne omstilling tager fart

Også i 2023 har der været fart på den grønne omstilling. Ikke kun globalt og nationalt, hvor flere aftaler er indgået. Men også konkrete skridt i en grønnere retning her på havneområdet.

Vi tager hele tiden vigtige skridt mod vores mål om CO2-neutralitet i 2030.

I år har vi blandt andet præsenteret Nordens første eldrevne trossebil. Det er ikke nogen let opgave at udskifte specialkøretøjer til el. Det er ikke en hyldevare. Så vi har fået specialdesignet den nye trossebil, der nu kan hjælpe med at fortøje skibene udelukkende på el.

I juni skrev vi danmarksrekord på krydstogtkajen. Vi indviede vores nye landstrømsanlæg til krydstogtskibe. Det er Danmarks første og indtil videre eneste.

For mig kommer vi længst med den grønne omstilling, når vi bliver konkrete. Derfor er jeg også glad for, at vi hele tiden tager helt konkrete skridt i en grønnere retning.

Både trossebilen og landstrømsanlægget bidrager positivt i det globale perspektiv. Men de gør også en mærkbar forskel her i Aarhus. Grøn strøm hverken lugter eller larmer.

Nye tider og nye muligheder

Det blev også året, hvor et bredt politisk flertal vedtog en havneudvidelse. Det vil jeg godt tillade mig at kalde en historisk milepæl. Ikke kun for os, men for hele Danmark.

Det har været en lang proces, der startede helt tilbage i 2018. Hele vejen igennem har vi oplevet opbakning fra virksomhederne og mange aarhusianere. Men der har også været mange holdninger og følelser i spil i det her projekt. Jeg glæder mig til at invitere borgere og andre, der interesserer sig for udvidelsen, ind i maskinrummet i de kommende år.

Og så bød året også på en politisk beslutning om at omdanne Aarhus Havn til et aktieselskab. En beslutning jeg er tilfreds med. For jeg tror på, at vi som et aktieselskab står stærkere i en fremtid med så store forandringer for os.

Det er på mange måder nye tider for Aarhus Havn. Det kommende år byder uden tvivl på udfordringer. Men vi ser også nye muligheder. Og dem glæder jeg mig til at gribe sammen med kollegaer, erhvervslivet, borgere og alle vores samarbejdspartnere.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Julethomas 1 Edited
Det er på mange måder nye tider for Aarhus Havn. Det kommende år byder uden tvivl på udfordringer. Men vi ser også nye muligheder. Og dem glæder jeg mig til at gribe sammen med kollegaer, erhvervslivet, borgere og alle vores samarbejdspartnere.
- Thomas Haber Borch, CEO hos Aarhus Havn

Læs vores andre nyheder

Udforsk havnen