Forsæt til indhold

H.M. Dronningen besøger Aarhus Havn den 3. juni 2022

Oprettet dato: 18. maj 2022

Den 3. juni 2022 kl. 15.40-16.00 besøger Hendes Majestæt Dronningen Havnecentret på Aarhus Havn i forbindelse med fejringen af Majestætens 50-års regeringsjubilæum. Jubilæumsfejringen er en del af sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog.

H.M. Dronningen bliver modtaget og budt velkommen af havnedirektør Thomas Haber Borch, hvorefter driftsdirektør Anne Zachariassen fortæller om havnens bæredygtige udvikling og klimamål – herunder indsatser omkring biodiversitet, landstrøm og grøn energi. Til slut fremvises eksemplarer af havnens fiske-børnehaver – også kaldet Biohuts® – der bidrager til øget liv og biodiversitet i og omkring havnen.

Om Aarhus Havn:

Aarhus Havn er Danmarks største erhvervshavn, og i 2021 blev der løftet 10 millioner tons gods over havnens kajer. Havnen er markant størst på containerområdet med en markedsandel på 68 procent. Det betyder, at en stor del af de danske forbrugsvarer kommer ind i landet via Aarhus Havn, og en markant del af dansk eksport afskibes via havnens sejlruter i hele verden. Området ved Aarhus Havn er et aktivt erhvervsområde med cirka 150 virksomheder, og som færgehavn betjener Aarhus Havn årligt 1,3 millioner personbiler og 3 millioner passagerer.

Aarhus Havn har i flere år arbejdet mod et mål om at blive CO2-neutral i 2030. Havnen arbejder blandt andet med elektrificering af køjetøjer, alternative brændsler til sø og landtransport, grøn energi og biodiversitet som nogle af de store fokusområder.

Læs vores andre nyheder

Udforsk havnen