Forsæt til indhold
Thomas Haber Borch

Rigtig godt nytår

30. december 2022

Nu vender vi snart den sidste side i kalenderen. Foran os står et nyt år og venter. Et nyt år der afløser et begivenhedsrigt og til tider hektisk 2022.

Det har det været for de fleste. For der findes vel næppe mange, der ikke på den ene eller den anden måde er påvirket af krig i Ukraine, energikrise, inflation og økonomisk usikkerhed.

Forsyningssikkerhed på dagsordenen

Bedst som vi troede, at coronapandemien for alvor havde sluppet sit tag i os og i verden, var der pludselig en ny og ukendt situation. Krig på det europæiske kontinent var en realitet. Inflationen fortsatte i vejret. Og forsyningssikkerhed kom for alvor på dagsordenen.

Det gælder også hos Aarhus Havn. Pludselig så vi ændringer i godsets transportveje, og alternative brændstoffer blev i stigende grad sendt over kaj. Det har været et travlt år. Faktisk ser det ud til, at vi slutter året med den største godsomsætning på havnen i de seneste otte år. Det er ikke mindst takket være alle de mennesker og virksomheder på og omkring havnen. Tusind tak til jer.

Pladsmanglen tager til

Men der er en bagside af medaljen. Pladsmanglen tager til på havnen. De fleste ved, at pladsmanglen i den grad udfordrer os og virksomhederne. Det seneste år har blot øget behovet for en havneudvidelse. Det er helt afgørende for Aarhus Havns fremtid. Og afgørende for udviklingen og fremgangen i Aarhus og hele Danmark.

Jeg har stor respekt og forståelse for den ekstraordinære borgerinddragelsesproces vedrørende havneudvidelsen, som Aarhus Kommune har igangsat. Jeg har hele tiden haft den holdning, at tingene selvfølgelig skal belyses på den bedst mulige måde. Og jeg ved, at der er mange holdninger og meninger til havneudvidelsen. Selvfølgelig er der det.

Men jeg håber meget, at det nye år betyder et ja til en udvidelse af Aarhus havn.

Godt på vej mod Østersøområdets mest bæredygtige havn

Selvom travlheden og manglen på plads har fyldt meget, er jeg stolt af, at vi fortsat insisterer på, at den grønne omstilling ikke blot er noget, vi taler om. Det er noget, vi gør noget ved. Vi har ambitiøse mål på Aarhus Havn.

Vi har investeret markant i bæredygtigt materiel. Blandt andet har vi udskiftet en ældre bugserbåd med en ny, der som den første i verden kan bugsere med kun én motor, selvom den er udstyret med to. Det sparer rigtig meget brændstof. Derudover har vi anskaffet en hybrid mobilkran, der både kan køre på el og diesel, og som kan lagre energi.

Og så er vores kommende landstrømsanlæg til krydstogtskibene ved at se dagens lys. Så kan vi som den første havn i Danmark give krydstogtskibene mulighed for at vælge et reelt grønnere og mere bæredygtigt alternativ til dieselmotorerne.

Heldigvis fortsætter vores grønne arbejde ind i det nye år. For vi vil være Østersøområdets mest bæredygtige havn og CO2-neutrale i 2030. Og vi er godt på vej.

Rigtig godt nytår.

Thomas Haber Borch

Læs vores andre nyheder

Udforsk havnen